I mit arbejde som psykolog har jeg mødt mange teorier og hørt mange fortællinger om, hvordan vi som mennesker kan forstå os selv og vores plads i verden. Nogle af de ting, vi oplever i livet, skiller sig ud fra de andre og giver på en særlig måde mening for lige netop dig og mig. Denne oplevelse har jeg haft med begrebet "resonans", og derfor har jeg valgt at bruge det som navn for min klinik. Her vil jeg gerne dele, hvad begrebet betyder for mig, og hvorfor det har fanget min opmærksomhed.

Resonans er ikke blot et begreb, men en måde at være i verden på. Begrebet bruges både i fysisk, psykologisk og filosofisk sammenhæng. I menneskelige relationer opstår resonans, når vi virkelig ser og mærker os selv og hinanden. Gennem empati, kærlighed og nærvær opstår en gensidig bevægelse.

På et mere eksistentielt plan beskriver filosoffen Hartmut Rosa resonans som en grundlæggende længsel efter at være i levende kontakt med verden. Det er øjeblikket, hvor vi ikke blot betragter verden på afstand, men hvor vi fornemmer, at den taler til os. I disse øjeblikke mærker vi, at vi ikke er alene, men forbundet med noget, der rækker ud over os selv.

Ifølge Hartmut Rosa opstår det egentlige liv i mødet med det, der ikke kan kontrolleres. Det er her, vi ser hinanden som mennesker og får virkelige og betydningsfulde erfaringer, hvor vi oplever et øjeblik af dyb forbindelse med noget, der ikke er under vores kontrol. Resonans, i denne forstand, opstår, når vi åbner os for det, der er uden for vores rækkevidde eller forståelse – som i mødet med andre mennesker, naturen eller kunst, hvilket skaber en meningsfuld oplevelse. Det er her, vi oplever det, der virkelig gør livet værd at leve.

Netop derfor står det i kontrast til samfundets konstante stræben efter kontrol. Hartmut Rosa påpeger, at vores virkelige liv udfolder sig i mødet med det ukontrollerbare. Men i dagens samfund, hvor tempoet accelererer, har vi ikke tid til at mærke resonansen. I vores travlhed overser vi de små magiske øjeblikke, og vores evne til at opleve dem forsvinder langsomt.

Resonans er den levende puls, der opstår, når vi lader os påvirke af verden – i harmoni og disharmoni – og når vi samtidig selv sætter noget i bevægelse. Det er livets sagte invitation, der minder os om, at vi først for alvor lever, når vi tør åbne os for forbindelsen til hinanden og til verden omkring os på både godt og ondt.

I alle disse sammenhænge handler resonans om en form for dyb forbindelse, som ikke kan planlægges eller forudses – den sker spontant, ofte i mødet med noget uventet.